Sikkerhedsunivers

Fem råd til god cyberhygiejne Små vaner, der gør en stor forskel

Små vaner i hverdagen kan gøre det langt sværere for svindlere at få adgang til dine konti, oplysninger og personlige data.

Opdateret 5. oktober 2026 · Ca. 6 min. læsning

Kort fortalt

God cyberhygiejne handler om fem enkle vaner: Brug en unik adgangskode til hver konto, slå tofaktorgodkendelse til, hold dine enheder opdaterede, tag backup af det vigtigste, og stop op, før du klikker. Du behøver ikke en masse sikkerhedsprogrammer. Et par gode værktøjer, som du rent faktisk bruger, er nok.

En pakkebesked om en levering, du ikke har bestilt.

En mail om en regning for et abonnement, du aldrig har tegnet.

En hastebesked, der ser ud til at komme fra banken.

Digitale svindelforsøg som phishing og falske sms'er er blevet en del af hverdagen for mange danskere. Og ofte kræver det kun ét forkert klik.

Derfor er god cyberhygiejne vigtigere end nogensinde.

Cyberhygiejne handler om de vaner, der hjælper dig med at færdes mere sikkert online. Heldigvis behøver det hverken være kompliceret eller teknisk. Nogle få, enkle rutiner kan gøre en stor forskel.

Råd 1 · AdgangskoderBrug en unik adgangskode til hver konto

Forestil dig, at din adgangskode til en webshop bliver lækket.

Hvis du bruger den samme adgangskode til din mail, sociale medier eller andre tjenester, kan ét datalæk hurtigt udvikle sig til flere problemer.

Derfor er det en god idé at bruge forskellige adgangskoder til forskellige tjenester – især til de konti, der indeholder personlige oplysninger eller giver adgang til andre konti.

Det kan være svært at huske mange adgangskoder. Her hjælper en password manager. Den opretter og gemmer stærke, unikke adgangskoder for dig, så du kun skal huske én.

Råd 2 · TofaktorgodkendelseGiv dine konti et ekstra lag sikkerhed

En stærk adgangskode er et godt første skridt. Men selv en stærk adgangskode kan blive stjålet.

Tofaktorgodkendelse betyder, at du ud over din adgangskode også skal bekræfte dit login, fx med en app, en kode på mobilen eller en sikkerhedsnøgle. Det gør det langt sværere for uvedkommende at få adgang til din konto, selv hvis de kender din adgangskode.

Mange tjenester tilbyder det gratis, fx mailkonti og sociale medier. Start gerne med din mail, fordi den ofte bruges til at nulstille adgangskoder til dine andre konti.

Råd 3 · OpdateringerHold dine enheder opdaterede

Når telefonen eller computeren beder om en opdatering, er det fristende at trykke "senere".

Men opdateringer handler ikke kun om nye funktioner. De lukker også kendte sikkerhedshuller, som cyberkriminelle kan forsøge at udnytte. Derfor er det en god idé at holde både telefon, computer, browser og apps opdaterede. For de fleste er automatiske opdateringer den nemmeste løsning.

Brug samtidig de sikkerhedsfunktioner, der allerede følger med din enhed. Skærmlås, enhedssporing og filtre mod skadelige hjemmesider eller apps er ofte slået fra eller bliver overset. Slår du dem til, er du kommet langt.

Råd 4 · BackupBeskyt det, du ikke kan erstatte

Billeder. Dokumenter. Vigtige filer.

De fleste tænker først på backup, når de har mistet noget. Hvis en computer går i stykker, en telefon bliver væk, eller filer bliver utilgængelige, kan en backup være forskellen på en mindre irritation og et stort tab.

En enkel måde at komme i gang på er at bruge en cloud-tjeneste, der automatisk gemmer dine filer online. Mange telefoner og computere har allerede indbyggede løsninger, der kan slås til med få klik. Du kan også tage backup på en ekstern harddisk, som du kobler til med jævne mellemrum.

Den bedste løsning er ofte en kombination: én backup i skyen og én fysisk kopi. Og tjek en gang imellem, at du rent faktisk kan få filerne tilbage.

Råd 5 · Stop opTænk dig om, før du klikker

Mange svindelforsøg bygger på det samme princip: at få dig til at handle hurtigt.

Måske får du besked om, at en konto bliver lukket. At en pakke ikke kan leveres. Eller at du skal betale noget med det samme. Formålet er at skabe stress, så du reagerer uden at tænke dig om.

Derfor er et af de bedste råd også et af de enkleste: Stop op. Tjek afsenderen. Læs beskeden en ekstra gang. Og hvis du er i tvivl, så gå direkte til virksomhedens hjemmeside, eller kontakt dem ad en anden kanal i stedet for at klikke på linket.

Se, hvilke tegn du skal holde øje med, i vores guide: Hvad er phishing?

De rigtige værktøjerDu behøver ikke ti sikkerhedsprogrammer

Mange forestiller sig, at man skal installere et hav af sikkerhedsprogrammer for at være godt beskyttet online. Men sådan behøver det ikke at være.

For de fleste er en håndfuld gode værktøjer mere end nok: en password manager, tofaktorgodkendelse, automatisk backup og de sikkerhedsfunktioner, din enhed allerede har. Det vigtigste er ikke, hvor mange værktøjer du har, men at du rent faktisk bruger dem.

Ekstra tryghedSikkerhed, der også sidder i internetforbindelsen

Gode digitale vaner er noget af det vigtigste, du kan gøre for at beskytte dig selv online. Men de kan med fordel suppleres af teknologi.

Hos Vios har vi gjort sikkerhed til en del af internetforbindelsen. Vios Sikkerhedspakke blokerer hjemmesider, der er kendt som skadelige eller ser mistænkelige ud, direkte på hjemmenetværket. Så får alle enheder på husstandens WiFi et ekstra lag beskyttelse, hvis nogen skulle komme til at klikke på et usikkert link. Og når du tager computeren med dig, følger antivirus til op til 5 computere med.

Læs mere i vores artikel om, hvordan Vios gør dit internet mere sikkert.

Jo flere gode vaner du bygger ind i din digitale hverdag, desto sværere bliver det for svindlere at narre dig. Hos Vios tror vi på, at den bedste beskyttelse opstår, når gode digitale vaner går hånd i hånd med sikker teknologi.

Ofte stillede spørgsmålSpørgsmål og svar om cyberhygiejne

Vil du lære mere om digital sikkerhed? I Vios Sikkerhedsunivers finder du flere guides og gode råd, der kan hjælpe dig med at færdes tryggere online.

Kender du nogen, som kunne have gavn af artiklen? Så del den gerne. Cybersikkerhed er noget, vi er sammen om.

Sammen om sikkerhed.
Sammen om mere.

Sikkerhed er en del af dit internet

Sikkerhedspakken er inkluderet i alle vores faste internetabonnementer, så du er beskyttet fra den dag, du tilslutter dig.

✓Automatisk netværkssikkerhed derhjemme ✓Antivirus til op til 5 computere ✓Ingen ekstra udgift